Er lige kommet hjem fra en
weekend i København. Jeg elsker København og skal gerne over og ha’ et
storbypust mindst en gang i kvartalet. Denne gang bød turen på en dejlig aften
hos min storebror og hans kæreste, med lækker mad, go’ rødvin og meget
konspireren over hvem det næste navn Roskilde festival afslører. De har jo fået
fat i alle de gode med B, som de først afslørede og er nu med Cure startet på
alle de gode med C. Der var mange gode bud, synes især Johnny Cash var et af de
bedste, om end et en smule utopisk, bud. Jeg overnatter som regel hos min mors
kusine ”tanten” og hendes mand på Nørrebro, her står den på spandevis af the i
køkkenet krydret med snak om alt mellem himmel og jord. Jeg nyder rigtig meget
at komme hos dem, og bliver oftere klogere på en masse ting gennem alle vores
snakke. Lørdag stod den på hygge med nogle gamle venner, hvor er det dog
irriterende at mennesker man holder rigtig meget af, skal bo så langt væk.
Søndag tog tanten og jeg på loppemarked i TAP1, det var et ret fedt
loppemarked, lidt irriterende at gå rundt med tanken om at hvis jeg fandt helst
skulle kunne komme med hjem i toget… det satte sine begrænsninger.
Men jeg fandt selvfølgelig
lidt, snakkede med kæresten undervejs og pralede af at jeg kun havde købt én lille
ting. Den var denne lille fine æske(?)
Jeg kan simpelthen ikke
gennemskue hvad den har været brugt til, men fin er den, og jeg er sikker på,
at jeg nok skal finde på noget som den passer helt perfekt til. Lige efter jeg
havde afsluttet samtalen med kæresten gik det dog galt. Jeg faldt over en
PH-lampe, men tænkte at den nok kostede en formue, og i øvrigt var noget
besværlig at få med hjem. Jeg var dog alligevel nysgerrig nok til at spørge
efter en pris. Hun startede på 100 kr. Nu er jeg jo vokset op med en far, der
arbejde som indkøber, hvis far i øvrigt bladrede samtlige reklamer igennem og
gik rundt til alle forretningerne for at få tingene billigst muligt, så jeg var
jo nødt til at forsøge at prutte om prisen. Jeg startede på 50 og efter lange
overvejelser og prutten frem og tilbage endte vi på 65 kr. og ekstra bagage til
mig. Den trænger til en ordentlig omgang rengøring, en ny ledning, den er ret
skæv og har nogle buler, men den har kostet 65 kroner… 65 kroner for en
PH-lampe, det er da for vildt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar