Øv med øv på -om dage der er øv

Der har den seneste uge kørt en debat om såkaldte øv-dage i de københavnske pædagogiske institutioner. Her kan pædagogerne efter sigende kan ringe ind og sige: "jeg har det øv i dag og kommer ikke" og så dækker kollegerne én, så man altså hverken bruger en sygedag eller en afspadseringsdag. Jeg stiller mig meget uforstående overfor det.
Jeg har aldrig oplevet en sådan praksis!
Jeg har derimod oplevet kolleger der er kommet syge på arbejde, fordi de ved hvor travlt resten af institutionen får og ved hvor meget det betyder at de fastansatte er i institutionen. De har altså ikke samvittighed til at melde sig syge. -Kolleger der knokler røven ud af bukserne. -Kolleger som arbejder i deres pauser, som koordinerer med hinanden, holder forældremøder, møder om børnene, alt sammen i deres pauser (ja jeg ved godt det er en betalt pause, men det er altså vores eneste pause i løbet af en dag)
 Jeg har hørt om dage lignende øv-dage, hvor man møder på arbejde, men fortæller sin kolleger at man har en "off"-dag, og derfor får lov at slippe for at være lokomotivet omkring børnene og i stedet kan udføre det mindre tanke-krævende praktiske arbejde som at feje, forsyne toilettet med bleer, toiletpapir osv. Men jeg kan afsløre at de gange, jeg har mødt denne praksis kan tælles på én hånd. Har I prøvet at være i en daginstitution? Jer der har børn ved forhåbentlig hvor meget det kræver at lave en spændende og indholdsrig dag for børnene. Det gør man altså ikke med hænderne på ryggen. Heldigvis er der tid til leg, kram og smil ind imellem skemaer og bleskift, men hvor ville jeg ønske der var tid til meget mere af det.

Jeg er helt enig i at der skal tages hånd om, hvis der er for mange syge i institutionerne, men i den snak, må man altså også tage med, at vi pædagoger udsættes for langt flere bakterier end mange andre jobs, at vi slider på vores kroppe hver dag. Men de mange sygedage er ikke den enkelte pædagogs problem, det handler i høj grad om ledelse, ikke blot i den enkelte institution, men især om politisk ledelse. Giv mig flere pædagoger i institutionerne og jeg skal vise dig et faldende sygefravær, jeg vil godt vædde.
 
Kort sagt- jeg bliver så rasende, når folk påstår at vi pjækker fra vores arbejde, det er lige som dumt som dem der mener vi bare drikker kaffe. Kom lige ud i dagens daginstitutioner og se hvad der sker, derude i virkeligheden! Fandme!

lidt mere lock-out-støtte

igen har nogle af de lock-outede jeg kender lavet en lille sang, irriterende anledning men sangen er nu fed!

Jeg hepper stadig på lærerne og børnene

og det kender jeg heldigvis også mange andre der gør, nogle af dem er selv lærere og har lavet denne lille sang og video til. 

Folkeskolen

Nu er jeg jo ikke folkeskolelærer men pædagog, i øjeblikket på daginstitutionsområdet, alligevel er jeg ret optaget af den der folkeskolereform der har fyldt i medierne de sidste par dage. Jeg er dybt bekymret for at man mener, at børn kun kan lære mere ved at være længere tid i skole, jeg gik selv i SFO og der lærte jeg sørme rigtig rigtig meget, både den læring der handler om at kunne skrive mit eget navn, tælle hvor mange perler der skulle være på snoren, men også den læring der handler om at fungere i et socialt fællesskab osv. osv. Som det ser ud lige nu, skal pædagoger primært gå ind i skolen og støtte lærerne i deres arbejde, evt. ved hjælp af andre arbejdsmetoder.... og SFO'en bliver en saga blot. Det er synd, rigtig synd fordi der som sagt ligger en kæmpe læring og værdi i det fritidspædagogiske rum som SFO'en og fritidshjemmet er en del af.
Et par af mine venner har skrevet nogle rigtig kloge ord om emnet og dem synes jeg I skal ta' at læse. Marie som er lærer har skrevet dette og Lars som er pædagog har skrevet her og hvis man vil læse lidt mere om emnet, synes jeg også Rosa Lund fra Enhedslisten kommer med nogle gode betragtninger her. Til slut vil jeg lige komme med et lille digt, min mor præsenterede mig for da jeg var teenager, som passer utrolig godt til debatten.

giv børnene ret

til at lege og lære,

at drømme og forme, 

leve og være

kun dér, hvor børn

kan føle sige trygge, 

gror det, de gamle 

kaldte for lykke

(Scharnberg)

Om at spise ude med god samvittighed

Jeg prøver at være en såkaldt bevidst politisk forbruger, det lykkedes langt fra altid, men i de tilfælde hvor det er nemt, gør jeg hvad jeg kan.
Når det kommer til maden jeg spiser ude, er det nemlig ret nemt. Eller det vil sige, det er blevet sværere eftersom at der er rigtig mange restauranter og cafeer der for tiden opsiger deres overenskomster med 3F, hvilket ofte betyder en forringelse af medarbejdernes vilkår. Min mad smager altså bedst når jeg ved at dem der har lavet den, har ordentlige vilkår. Her i smilets by betyder det f.eks. at jeg ikke længere køber min "togpakke" der hvor jeg plejede. 3F har gjort det meget nemt for os alle sammen at navigere i, de har nemlig på deres hjemmeside lavet en søge funktion, hvor du kan søge hvilke steder der har overenskomst med dem. Det håber jeg du vil gøre!

Afslutningsvis skal det selvfølgelig lige siges at, selvom man måske skule tro det, har jeg ingen tilknytning til 3F, men jeg er glad for at de prøver på at få min mad til ikke at få en dårlig smag.

Vejledning

I dag havde jeg vejledning med vores studerende. Jeg vil enormt gerne hjælpe til med at lære og vejlede de kommende pædagoger, og bliver selv klogere hver gang jeg gør det. Samtidig er det enormt frustrerende, måske fordi jeg er for ambitiøs, dog mere sandsynligt fordi vilkårene i dagens daginstitution er alt for ringe! Jeg vil enormt gerne være ordentlig forberedt til vejledning, men jeg har  ikke noget forberedelsestid,  hverken til vejledning eller til i øvrigt andet planlægning (det skal dog siges at jeg får et engangsvederlag for at være primær-vejleder, hvilket jeg ikke er i øjeblikket) men det giver mig ikke mere tid.  Så hvornår er det lige jeg skal forberede mig, så jeg kan give vores studerende nogle gode svar på hendes spørgsmål, selv stille spørgsmål til hende og mig der kan skabe refleksion over vores begges praksis. Ja det blev hjemme på sofaen i går, efter en lang arbejdsdag. Åh hvor jeg håber vi snart får bedre vilkår, det ville bl.a. gøre at de pædagogstuderende blev dygtigere pædagoger.

Dagen i går

Jeg er nødt til det. Jeg havde egentlig besluttet at lade være, men dagen derpå er jeg altså nødt til at skrive lidt om 8. marts –kvindernes internationale kampdag!

Jeg har det i høj grad lige som Marie, jeg bliver sur når kvindernes internationale kampdag kommer til at handle om om kvinder skal stå op at tisse og om at der skal flere kvinder i bestyrelserne og dermed kvindekvoter. Egentlig er jeg som udgangspunkt ikke imod nogen af delene, men hvor synes jeg dog der er ting der er vigtigere at diskutere på sådan en dag, end netop lige det.  For selvom der måske er sket meget i ligheden og kvindekampens tegn, så mener jeg stadig der er lang vej endnu.

Rigtige mennesker

Hvorfor er det i 9 ud af 10 af mine venners (m/k) hjem kvinderne der står for mad, rengøring, tøjvask osv. og mændene der står for at hænge hylder op, sparke dæk og alt det der har med elektronik at gøre? Er det lighed for nogen?

Hvorfor har så utrolig mange mennesker en forestilling om at en rigtig pige er  ”sådan” og en rigtig dreng er ”sådan”? Kan vi dog ikke ”bare” være rigtige mennesker, uden det behøver blive låst fast i en masse kasser og forestillinger om hvordan vi BØR være på grund af vores køn!

Kvindefag

Jeg har også lyst til at give en bredside til at vi stadig har KVINDEfag (som jeg i øvrigt selv er en del af) og MANDEfag herhjemme. Jeg tror simpelthen ikke på at kvinder er født med et særligt omsorgsgen som mændene ikke har. At mit og lignende fag stadig bliver betragtet som en eller anden form for kald som er med til at vi, som pædagoger, trods en videregående uddannelse med en bachelor, stadig får en løn der er hel til grin i forhold til vigtigheden af vores jobs og hvad andre (mandefag) med lignende uddannelseslængde får. 

Der er sgu lang vej endnu i ligestillingens navn!