lørdag den 19. marts 2016

De rigtig gode børnebøger

Jeg lover at det følgende indlæg, er fyldt med smagsdommeri. Jeg har alligevel besluttet, at jeg vil kloge mig en smule omkring børnebøger, og hvorfor så det. Jeg bliver ofte spurgt til råds om gode børnebøger, og grundene til, at jeg så mener, jeg kan komme med et forholdsvis fornuftigt svar er bl.a mit uddannelsesforløb på pædagogisk diplom som sprogvejleder, 5 års arbejde som pædagog i vuggestuer og børnehaver og stornyder at børnebøger, også i min fritid sammen med min datter. 

Kaj-bøgerne af Mats Letén har samme format som de velkendte Lotte-Totte bøger, men har oftest lidt mindre tekst. De handler om drengen Kaj og hans bamse Lise og hvad de oplever. "Kaj er farlig" er min favorit. Her har Kaj en Tiger-maske som han, Lise og mor har på, på skift. Kaj er både farlig og bange, følelser som de små poder også "arbejder" med i vuggestuealderen og begynder at kunne sætte ord på ca. samtidig, som de forstår Kaj-bøgerne. En anden Kaj bog jeg sætter stor pris på, er "Kaj er væk", hvor Kaj gemmer sig, og det er så spændende for de små poder at finde ham. Her hjemme begyndte vi at læse Kaj, da min datter var omkring 1 1/2 år, måske lidt yngre, og læser dem af og til stadig, på hendes initiativ. Jeg synes de er allerbedst fra børnene er omkring 1 1/2 år til og et års tid frem. Nogle 3 årige vil også finde glæde ved dem, men vil oftest kunne udfordres mere ved andre bøger. 

Poul og far bøgerne af Andreas Bræstrup Kirstein, som er illustreret af Rasmus Bregnhøj, stødte jeg på i en mine praktikker. Siden har jeg vidst at dem skulle jeg have fat i, når jeg selv fik børn. Vi har "Poul og far i svømmehallen" og "Poul og far til tandlægen" har vi lånt igen og igen på biblioteket. Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg er i tvivl om hvem der elsker dem mest her hjemme. Der er en helt fantastisk humor i bøgerne, og jeg bliver aldrig træt af at læse dem. De omhandler sådan forholdsvis hverdagsagtige temaer, med en dejlig børnelogik og en meget uheldig far. Bøgerne er lidt mere avanceret end Kaj, og jeg vil derfor anbefale dem som næste skridt, efter Kaj bøgerne. 

Lili bøgerne af Kim Fupz Aakeson er også en serie af bøger til børnene omkring 2 år og frem. De har forskellige temaer, igen om hverdagssituationer, som f.eks "Lili holder fest" hvor Lili og hendes tro følgesvend hunden Vovvov, skal passes af mormor, som falder i søvn, og så bliver der ellers holdt fest. En skæg lille bog. Det der tiltaler mig ved Lili er at der ikke er noget prinsesseunivers og hovedpersonen, kunne lige så vel have været en dreng, men nu er hun altså en pige, med rød kjole der hedder Lili. Vi har lånt en stor stak på biblioteket, og jeg glæder mig især til at vi kommer til "Lili bliver vred".

Det var de første tre anbefalinger på børnebøger til de yngste børn. Der er flere jeg er nødt til at fortælle jer om, men det må blive i et andet indlæg