tirsdag den 29. januar 2013

vi har fået...




 Vi har fået de smukkeste blomster, men det bedste vi har fået er hende der er grunden til blomster. Hun ankom nemlig for 1 1/2 uge siden og har selvfølgelig vendt op og ned på vores verden.

Jeg lovede Camilla efter hendes indlæg om Mormor-tæppet at vise nogle af de ting frem "vores" mormor har lavet. Tæppet har hun strikket efter en gammel opskrift, fra hendes skattekiste. Det er dejligt stort og lækkert blødt og så er jeg vild med farven. Farven passer i øvrigt perfekt sammen med sengetøjet som hende og min moster sammen har syet, på betrækket har de syet en gammel knipling som min oldemor har lavet, det er da fantastisk.

søndag den 13. januar 2013

mit yndlingsbillede kom endelig op

Vi har brugt noget af dagen på at få hængt billeder op. Nu føler jeg mig endnu mere hjemme i det nye hjem. Jeg elsker det her billede, som jeg købte for et par år siden. Hvis man er godt kendt i smilets by kender man sikkert også billedet, som er et stor gavlmaleri i Fiskergade. Jeg har sikkert set det tidligere, men motivet fik for alvor betydning for mig i 2006. Jeg havde gået på studiet 1 års tid, og var i gang med min første lange praktik, da pædagogerne i Århus nedlagde arbejde pga. store nedskæringer. Den strejke har betydet utrolig meget for mig, det var den der for alvor fik mig interesseret i det fagpolitiske arbejde, men som også i høj grad gav mig en identitet som (dengang kommende) pædagog i et stolt, men presset fag. Så der ligger mange gode minder i billedet, samtidig med at jeg bare synes det er et super-fedt motiv på den 80'er fede måde. Jeg behøver vist ikke fortælle at kunstneren er Hans Krull :-)
 

Helvedes-evigheds-projekt

Et af mine ufærdige projekter har, siden jeg startede på den i foråret, været en baby-undertrøje. Jeg har kæmpet og kæmpet og synes simpelthen opskriften fra hjertegarn, som min yndlings-garnpusher har solgt mig er helt elendig. Min kære moder har hjulpet mig et hav af gange, og hun synes altså også det er en dum opskrift, så det er ikke bare mig! Nu er den meget meget tæt på at være færdig, og jeg er i en heftig diskussion med mig selv om jeg gider trevle det netop sammen-syet op, fordi jeg doooh har syet den sammen på retsiden, samtidig er der så mange andre fejl i den, at jeg mest bare er fristet til at lade fejl være fejl og at det så bliver charmen ved min første undertrøje... Jeg elsker modellen og har set Farmorfabrikken har en opskrift på den også, så når nu jeg er færdig med at være sur over resultatet, tror jeg at jeg vil ind og se om farmors opskrift giver mere mening for mig og overvejer at prøve igen, det må da kunne lykkedes.

torsdag den 10. januar 2013

vaser

Da jeg i efteråret fyldte rundt ønskede jeg mig vaser fra 60'erne, eller der omkring. Mine forældre brugte en hel dag på at køre rundt til alle mulige genbrugsbutikker og deres jagt var bestemt ikke forgæves.
Jeg fik de to vaser til højre i billedet af dem, og jeg synes de er virkelig skønne. Vasen til venstre fik jeg af min veninde, og selvom de er ret forskellige, har de virkelig ramt lige ned i noget jeg er helt vild med.
Når jeg skriver ønskeseddel er det som regel med både links og billeder for at eksemplificere hvad det er jeg godt kan lide.
Den havde min moster også kigget på, hun kunne desværre ikke komme til fødselsdagen, men i julen fik jeg så denne gave fra hende. Hun har printet billedet fra min ønskeseddel, vasen var fra hendes egne gemmer og har vist været en bryllupsgave til hende i 60'erne. Jeg synes, lige som min moster, det er sjovt hvor meget de to vaser minder om hinanden.
Nu behøver jeg vist ikke lige flere vaser lige med det samme.

onsdag den 9. januar 2013

Ting der skal nåes i 2013

Jeg vil:
#blive færdig med flere af de ufærdige projekter
#blive bedre til at lave indisk mad, f.eks. ved at bruge flere af Janes opskrifter
#bruge mine kogebøger mere, og dermed planlægge maden lidt mere
#øve mig i at strikke mønstre
#strikke noget til mig selv
#komme tættere på at forstå hvordan man hækler
#tage til flere strikkecafeer på Fairbar, meget gerne sammen med Charlotte
#nyde at gå hjemme
#læse flere gode bøger, f.eks. nogle af alle dem der står på reolen jeg endnu ikke har læst, den her eller den her er gode bud.
#Gå mere i biffen (måske en smule utopisk)
#Ta' på storbyferie
 

fredag den 4. januar 2013

det er det indre der tæller

En del af mine venner da jeg gik på efterskole var vegetarer, en af dem lavede denne ret som et blevet en af mine klassikere. Den er ikke særlig køn, men den smager forrygende og er sådan en go' omgang powermad.
Til aftensmad til 2 personer bruger jeg ca.
250 gram frossen spinat
1 hakket løg 
2 hakkede fed hvidløg
1 dåse chili-beans
salt, peber
Løget svitses til det er gyldent
den frosne spinat kommes i, når den er nogenlunde optøet hældes dåsen med bønner i, det varmes godt igennem. Hvidløget puttes i og der smages til med salt og peber.
Til spinatsnasken spiser jeg oftest ris, men bulgur kan også bruges. I går spiste jeg kartoffelmos til og det var også rigtig godt.

torsdag den 3. januar 2013

why me

her er mine bedste venner i øjeblikket, suk! Jeg klarede ellers julen uden den der farlige influenza som alle talte om, og jeg havde nået at ånde lettet op, det var så lidt for tidligt suk! Tror det var et par busture med en gruppe hakkende og hostende mennesker som fik bugt med mig... hvorfor er det voksne mennesker ikke kan finde ud at at holde sig for munden... come on!