Jeg er nødt til det. Jeg havde egentlig besluttet at lade
være, men dagen derpå er jeg altså nødt til at skrive lidt om 8. marts
–kvindernes internationale kampdag!
Jeg har det i høj grad lige som Marie, jeg bliver sur når
kvindernes internationale kampdag kommer til at handle om om kvinder skal stå
op at tisse og om at der skal flere kvinder i bestyrelserne og dermed
kvindekvoter. Egentlig er jeg som udgangspunkt ikke imod nogen af delene, men
hvor synes jeg dog der er ting der er vigtigere at diskutere på sådan en dag,
end netop lige det. For selvom der måske
er sket meget i ligheden og kvindekampens tegn, så mener jeg stadig der er lang
vej endnu.
Rigtige mennesker
Hvorfor er det i 9 ud af 10 af mine venners (m/k) hjem
kvinderne der står for mad, rengøring, tøjvask osv. og mændene der står for at
hænge hylder op, sparke dæk og alt det der har med elektronik at gøre? Er det
lighed for nogen?
Hvorfor har så utrolig mange mennesker en forestilling om at
en rigtig pige er ”sådan” og en rigtig
dreng er ”sådan”? Kan vi dog ikke ”bare” være rigtige mennesker, uden det
behøver blive låst fast i en masse kasser og forestillinger om hvordan vi BØR
være på grund af vores køn!
Kvindefag
Jeg har også lyst til at give en bredside til at vi stadig
har KVINDEfag (som jeg i øvrigt selv er en del af) og MANDEfag herhjemme. Jeg
tror simpelthen ikke på at kvinder er født med et særligt omsorgsgen som
mændene ikke har. At mit og lignende fag stadig bliver betragtet som en eller
anden form for kald som er med til at vi, som pædagoger, trods en videregående
uddannelse med en bachelor, stadig får en løn der er hel til grin i forhold til
vigtigheden af vores jobs og hvad andre (mandefag) med lignende
uddannelseslængde får.
Der er sgu lang vej endnu i ligestillingens navn!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar