torsdag den 20. december 2012

Lidt mere jul



Der har klemt sig lidt mere jul ind. På det øverste billede er mine elskede stjerne-lysestager, som jeg har fået af den samme skønne kvinde, som jeg har fået en af mine yndlingsdåser af, som jeg skrev om her Jeg må se også at få dem fotograferet i dagslys, så man rigtig kan se dem.
Jeg har arvet lidt kugler fra min morfar, som havde virkelig mange, mange af dem bor stadig hos min mor, hvert år er det et problem for mig hvordan jeg skal få de elskede kugler frem når vi nu ikke har noget juletræ. I år har jeg lagt dem i de skønne Hay-bakker, jeg fik i fødselsdagsgave, og jeg synes faktisk det er blevet en rigtig fin og dejlig måde at have de gamle kugler fremme på.

onsdag den 12. december 2012

Flere perler

I aften skal jeg til julehygge hos en veninde, og jeg er blevet så glad for hama'erne som julepynt, at jeg tænkte hun sku' ha' et par som værtindegave, hun er lidt konservativ hvad indretning og lign. angår, så jeg er spændt på hvad hun siger til dem.

tirsdag den 11. december 2012

Lidt julepynt



I går fik jeg overtalt kæresten til at hænge et stykke julepynt op, og så endda i hans domæne, køkkenet, jeg tror han forbarmede sig over mig fordi jeg ikke kunne nå ind over køkkenbordet uden at skulle kravle helt op på det. Det lille ophæng har jeg i øvrigt købt hos Søster Grene, og jeg synes bare det er så sødt! 
Jeg ville også ha' vist den flotte stjerne, jeg har købt og hængt op i vores stuevindue, men i dagslys er det bare umuligt uden at få genboens scooter med, og den synes jeg sgu ikke pynter særligt....

mandag den 10. december 2012

Ryan Adams

Hvis I ikke ved det så elsker jeg ham her, især sådan en dag hvor jeg absolut ikke gider lave dagens gode gerning. Og nej det er ikke en fejl, han skal ikke forveksles med Bryan...

torsdag den 6. december 2012

Et lille kort med perler

Lige som så mange andre leger jeg med perler, og da en af mine veninder har fødselsdag i morgen synes jeg det var oplagt at sende hende et lille kort, jeg ved godt det er en smule banalt, men det kan jeg faktisk rigtig godt li', jeg synes nemlig alt for mange kort er alt for pyntede. Nu satser jeg på at kortet klarer turen med posten, det bli'r spændende. Jeg lavede flagene i går aftes, og der er stadig ikke den bedste belysning i stuen så da jeg her til morgen ville stryge dem var der opstået en lille farvefejl ups. 

Bemærk i øvrigt at jeg har fanget en solstribe i vores nye krea/kontor

Jeg har også været i gang med en af de mange krystaller, man kan se overalt i blogland, og sendte kæresten afsted i morges med et spørgsmål om hvor meget julepynt han troede jeg kunne nå at hænge op imens han var på arbejde... Jeg tror han er lidt utryg.


Monster-suppe


Jeg har den sidste uges tid kæmpet med den der klassiske vinter-snot-hovedpine, så derfor besluttede jeg mig for at jage den bort med en god varm suppe. En rigtig monster-suppe, som kan jage dårligdomme væk. Mine supper bliver aldrig fuldstændig ens fra gang til gang, da jeg som oftest "bare" bruger hvad jeg har.
Jeg brugte ca 8 kartofler
1 gulerod
1 pastinak
1 porre
1 løg
2 fed hvidløg
masser af karry og spidskommen, salt, peber, cayennepeber og selvfølgelig grøntsagsbouillonen Herbamare

Skræl grøntsagerne og skær dem i tern,
brænd karry, cayennepeber og spidskommen af i en gryde med rapsolie
tilsæt løg, hvidløg og porrer, når de er gyldne kommes grøntsager/rodfrugter i (pas på porren ikke brænder på) Når du har svitset det grønne, kommer du vand i så det dækker rigeligt hertil tilsættes 1 1/2 tsk herbamare.
Lad suppen komme i kog og lad den stå at simre til grøntsager er bløde. Smag til med salt og peber. Blend suppen.

Det er en god idé at have noget til at drysse over suppen, her varierer drysset også fra gang til gang, det kan være rodfrugtechips, brødcroutoner men denne gang blev det stegte tofu-tern.


 

onsdag den 5. december 2012

Folkeskolen

Nu er jeg jo ikke folkeskolelærer men pædagog, i øjeblikket på daginstitutionsområdet, alligevel er jeg ret optaget af den der folkeskolereform der har fyldt i medierne de sidste par dage. Jeg er dybt bekymret for at man mener, at børn kun kan lære mere ved at være længere tid i skole, jeg gik selv i SFO og der lærte jeg sørme rigtig rigtig meget, både den læring der handler om at kunne skrive mit eget navn, tælle hvor mange perler der skulle være på snoren, men også den læring der handler om at fungere i et socialt fællesskab osv. osv. Som det ser ud lige nu, skal pædagoger primært gå ind i skolen og støtte lærerne i deres arbejde, evt. ved hjælp af andre arbejdsmetoder.... og SFO'en bliver en saga blot. Det er synd, rigtig synd fordi der som sagt ligger en kæmpe læring og værdi i det fritidspædagogiske rum som SFO'en og fritidshjemmet er en del af.
Et par af mine venner har skrevet nogle rigtig kloge ord om emnet og dem synes jeg I skal ta' at læse. Marie som er lærer har skrevet dette og Lars som er pædagog har skrevet her og hvis man vil læse lidt mere om emnet, synes jeg også Rosa Lund fra Enhedslisten kommer med nogle gode betragtninger her. Til slut vil jeg lige komme med et lille digt, min mor præsenterede mig for da jeg var teenager, som passer utrolig godt til debatten.



giv børnene ret
til at lege og lære,
at drømme og forme, 
leve og være
kun dér, hvor børn
kan føle sige trygge, 
gror det, de gamle 
kaldte for lykke
(Scharnberg)