lørdag den 16. juli 2016

Børnebøger del 2

Et par mere af de gode. Vi har forelsket os hovedkuls i Rita eller er det i Krokodille. Vi er i hvert fald tossede med bøgerne om Rita og  krokodillen, der bor i hendes badekar. Indtil videre har vi læst tre i serien af Siri Melchior, "Rita og Krokodille - Pindsvinet" "Rita og Krokodille -Camping" og "Rita og Krokodille på skovtur" Alle tre bøger er rigtig fine, i Pindsvinet skal Rita og Krokodille sove hos farmor og tager på Pindsvinejagt, det går ikke helt efter planen. I Camping skal de overnatte i telt, og kan pludselig ikke sove for alle de uhyrer, som de kan se udenfor teltet. Små hverdagshistorier med lige tilpas nok spænding til at den 3 årige kan holde det ud. Bøgerne har været perfekte for os, som næste skridt efter Lili-bøgerne, som jeg skrev om i sidste indlæg. 

lørdag den 19. marts 2016

De rigtig gode børnebøger

Jeg lover at det følgende indlæg, er fyldt med smagsdommeri. Jeg har alligevel besluttet, at jeg vil kloge mig en smule omkring børnebøger, og hvorfor så det. Jeg bliver ofte spurgt til råds om gode børnebøger, og grundene til, at jeg så mener, jeg kan komme med et forholdsvis fornuftigt svar er bl.a mit uddannelsesforløb på pædagogisk diplom som sprogvejleder, 5 års arbejde som pædagog i vuggestuer og børnehaver og stornyder at børnebøger, også i min fritid sammen med min datter. 

Kaj-bøgerne af Mats Letén har samme format som de velkendte Lotte-Totte bøger, men har oftest lidt mindre tekst. De handler om drengen Kaj og hans bamse Lise og hvad de oplever. "Kaj er farlig" er min favorit. Her har Kaj en Tiger-maske som han, Lise og mor har på, på skift. Kaj er både farlig og bange, følelser som de små poder også "arbejder" med i vuggestuealderen og begynder at kunne sætte ord på ca. samtidig, som de forstår Kaj-bøgerne. En anden Kaj bog jeg sætter stor pris på, er "Kaj er væk", hvor Kaj gemmer sig, og det er så spændende for de små poder at finde ham. Her hjemme begyndte vi at læse Kaj, da min datter var omkring 1 1/2 år, måske lidt yngre, og læser dem af og til stadig, på hendes initiativ. Jeg synes de er allerbedst fra børnene er omkring 1 1/2 år til og et års tid frem. Nogle 3 årige vil også finde glæde ved dem, men vil oftest kunne udfordres mere ved andre bøger. 

Poul og far bøgerne af Andreas Bræstrup Kirstein, som er illustreret af Rasmus Bregnhøj, stødte jeg på i en mine praktikker. Siden har jeg vidst at dem skulle jeg have fat i, når jeg selv fik børn. Vi har "Poul og far i svømmehallen" og "Poul og far til tandlægen" har vi lånt igen og igen på biblioteket. Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg er i tvivl om hvem der elsker dem mest her hjemme. Der er en helt fantastisk humor i bøgerne, og jeg bliver aldrig træt af at læse dem. De omhandler sådan forholdsvis hverdagsagtige temaer, med en dejlig børnelogik og en meget uheldig far. Bøgerne er lidt mere avanceret end Kaj, og jeg vil derfor anbefale dem som næste skridt, efter Kaj bøgerne. 

Lili bøgerne af Kim Fupz Aakeson er også en serie af bøger til børnene omkring 2 år og frem. De har forskellige temaer, igen om hverdagssituationer, som f.eks "Lili holder fest" hvor Lili og hendes tro følgesvend hunden Vovvov, skal passes af mormor, som falder i søvn, og så bliver der ellers holdt fest. En skæg lille bog. Det der tiltaler mig ved Lili er at der ikke er noget prinsesseunivers og hovedpersonen, kunne lige så vel have været en dreng, men nu er hun altså en pige, med rød kjole der hedder Lili. Vi har lånt en stor stak på biblioteket, og jeg glæder mig især til at vi kommer til "Lili bliver vred".

Det var de første tre anbefalinger på børnebøger til de yngste børn. Der er flere jeg er nødt til at fortælle jer om, men det må blive i et andet indlæg 




fredag den 8. januar 2016

Økologisk genbrugstøj

I går var jeg forbi min yndlingsgenbrugsbutik. Jeg kommer næsten altid der fra med noget. I går var det en Pomp de luxe bluse som var GOTS-mærket. Jeg finder ret ofte noget der er GOTS-mærket eller har andre miljømærker. I går blev jeg så spurgt på Instagram om jeg havde et særligt trick til at finde de lækre sager. Om mine tricks er særlig ved jeg ikke, men jeg tror jeg har en idé om hvorfor det som regel går godt. 

Jeg kommer jævnligt i den samme butik. Butikken er i øvrigt lille, hvilket gør, at det er nemt hurtigt at se på hvert eneste stykke tøj i de størrelser der har relevans for mig/min datter. Jeg er ikke menneske der går synderligt op i mode, men alligevel kan jeg nemt kende designet på nogle af de mærker jeg godt kan lide. Det gør at de let finder min hånd. Det samme gør sig gældende med tøjmærker, hvor jeg ved, at der er forskel på deres kollektioner, som f.eks med Pomp de luxe. Jeg synes en del af deres tøj er for fimset, men da jeg ved at noget af det er GOTS kigger jeg grundigt på tøjet, og ser efter mærkningen. At jeg let genkender tøjet gør også at ofte spotter tøjet i størrelser der er ret langt ude i fremtiden. Når jeg gør det, er det altid en vurdering, om jeg tror vi kommer til at bruge tøjet når tid er. Jeg har endnu ikke oplevet at vi har haft for meget tøj, eller glemt tøj jeg har købt, som man tit hører om. Og dermed køber jeg en del på forskud. 

Så kort fortalt må mine tricks være 
1) find en butik, med et udvalg der passer til din smag. (Hvis det er muligt) 
2) kom i butikken ofte
3) kig tøjet i de relevante størrelser grundigt igennem. 
4) husk navne og designs på mærker du godt kan lide eller ved har de mærkninger du gerne vil have. 
5) skimt de større størrelser 
6) køb forud 

De mærker jeg har fundet mest af har været Katvig (GOTS-mærket) vær obs på at deres mærkning har ændret sig, så der skal kigges på tøjet. Småfolk der er oeko-tex, Ej sikke lej også oeko-tex og som nævnt pomp de luxe. 
Nu mangler jeg bare at finde en genbrugsbutik, hvor jeg selv kan finde lækkert tøj. Kom meget gerne med anbefalinger! 


lørdag den 19. september 2015

Om at være frelst -og sølvpapir

Af og til er jeg vildt irriterende, og jeg ved det godt. Når det er sagt vil jeg alligevel være det lidt igen.
Jeg var så heldig da jeg fandt min arbejdsplads at finde et sted, som lige som jeg gik op i miljø og bæredygtighed. 
Og det er altså også miljø og bæredygtighed der nu får mig til tasterne igen. 
Jeg er i øjeblikket på efteruddannelse og her er der 3 store køleskabe til de studerendes madpakker. Jeg får tics når jeg åbner køleskabene, de er nemlig proppet med sølvpapir. Det resulterede i at jeg fortalte mine studiekammerater om at vi på min arbejdsplads har en politik om at man ikke har sølvpapir med på sin madpakke. De lagde ikke skjul på at de synes jeg var en smule frelst, og det er jeg helt indrømmet også. 
Men... det er der altså en go' grund til. 
Vidste du f.eks at sølvpapir "koster" op til 35 gange så meget i CO2 som madpapir. Det er saftsuseme meget. 
Jeg har hørt og læst mange forskellige tal om hvor lang tid det tager for sølvpapir at nedbrydes i naturen alt fra 10-25 år, det er altså lang tid. 
Jeg siger ikke at man slet ikke må bruge sølvpapir, men at det altså giver rigtig go' mening at bruge med måde. 
Så hvis vi nu alle sammen skiftede sølvpapiret om madpakken ud med madkasser og madpapir, kommer vi altså et godt stykke. 

Du kan finde mere om det på de følgende links. 






tirsdag den 26. november 2013

Der findes kun en Harry

Kom sådan til at tænke på Anne og Kit da den her taske poppede op på Trendsales i går. Som jeg har skrevet på Instagram havde jeg aldrig troet jeg ville overveje at købe en one direction taske. I min verden findes der kun en Harry og han synger ikke ret meget, til gengæld er han rimelig sej med en tryllestav

søndag den 24. november 2013

Mislykket genbrugstur

I går var kæresten og jeg på hver vores genbrugstur. Jeg var på jagt efter tøj til barnet og han skulle lege chauffør for sin mor. Hjem kom vi med ret forskellige ting, jeg fandt ikke et eneste stykke tøj til barnet med til gengæld fine gamle julekugler til 5kr stykket og en bog som er sand klassiker i min familien. Den får i at se på et andet tidspunkt. Kæresten kom til gengæld hjem med noget til barnet, nemlig denne fine vogn. Så vi fik godt nok ikke noget tøj, men jeg ville også ha' været ked af, hvis jeg havde fået tøj, og ikke disse skatte 





søndag den 27. oktober 2013

Søndagspizza

Jeg elsker pizza, men er alt for dårlig til at ta' mig sammen til at lave det. I dag skete det dog. Jeg snød og havde købt en færdig dej, den pendslede jeg med olivenolie, ovenpå lagde jeg meget fintskåret kartoffelskiver. Jeg brugte en rimelig stor blå kartoffel, skåret på mandolinjern, herpå mozzarella i skiver og til slut masser af frisk rosmarin, salt og peber. Husk ingen tomatsovs her! Til pizza lavede jeg salat af
1 rødbede skrællet og revet 
Frisk spinat 
2 æbler (Ingrid Marie fra mine forældres have) 
Masser af solsikkerner
Dressing af sesamolie og citronsaft.
Ja tak!